Når tiden så småt løber ud.

Øl, nye venner og vandretur.

Søndag d. 11-10-2015

 

Det er søndag, jeg har sovet længe og nyder min sidste dag i ferien. Jeg plejer normalt at se frem til lidt ferie, men må indrømme, at jeg ikke på den samme måde glædede mig til denne. Ikke fordi det ikke er skønt, at holde lidt fri og trække stikket for en stund, men fordi jeg var bange for at kede mig og få hjemve. Sådan blev det ikke. Jeg har haft en skøn ferie. Jeg er mange oplevelser rigere og ville i skrivende stund ønske, at min ferie var lidt længere.

Fredag var jeg inviteret til middag hos Hendrine og det var overdådigt. Til forret fik vi skalrejer og hvidvin, til hovedret fik vi en gryderet med rensdyrkød og østerssauce med rødvin og til dessert havde Hendrine bikset en sortebærtærte sammen til kaffen. Det var dejligt og hyggeligt. Hun bor på samme vej som mig, dog med en lidt bedre udsigt J

Da vi gik derfra, spurgte Lilly mig, om ikke jeg ville med hende hjem til et glas rødvin og videre på pubcrawl i byen. Som sagt så gjort. Vi startede simpelthen fra en ende af. Mutten, Skyline bar, Maximut, Takuss, Brasserie, Daddys og Manhattan.

Vi blev på Daddys og fik et par øl. Her mødte vi Lillys kollega og vi fik snakket og grinet. Alt udskænkning lukker kl. 03:00, men vi blev siddende, til vi blev smidt ud. Udenfor mødte vi denne her gamle mand, som jeg tidligere havde skålet med inde på Daddys. En gammel sømand, der emmede af gamle historier og et hårdt fysisk liv. Jeg spurgte manden, om ikke jeg måtte tage et billede sammen med ham, men der blev han en smule fornærmet..

1110-1

Manden ville ikke snakke med mig, og han var sikker på, at jeg måtte være en fjende fra Danmark. Nogle mennesker her i Grønland nærer stærke og negative følelser for danskere – nok grundet den historie der hører til, som skete i fortiden. Nogle ældre mennesker har haft den danske invasion så tæt på livet, at de ikke har sluppet fjendtligheden helt endnu. Nogle synes at danskerne er kommet for at tage deres arbejde fra dem, og ville egentlig helst være fri for, at der overhovedet er danskere i landet. Det er ikke noget jeg har mærket til før, men det skete for mig nu. Lilly bad mig om at vise ham min tatovering af Grønland, og manden viste mig sin tatovering af en ørn. Han begyndte at bløde lidt op, og da jeg fortalte ham, at min far også har en tatovering af en ørn, blev vi gode venner. Jeg fik massevis af kram og smil, vi grinede og fik en snak. Jeg forstod godt nok ikke alt, hvad manden sagde, han havde også fået så hatten passede, men han var sød og rar, og jeg fik endelig lov til at tage et billede med ham. Han ville næsten ikke give slip på mig, men det var altså blevet koldt og vi havde stået udenfor i næsten en time kl. lort om natten. Vi tog vores afsked og jeg smilede hele vejen hjem ved tanken om mit møde med den søde, generte og lidt fordomsfulde mand.

I går vågnede jeg efter ca. 5 timers søvn. Dog ikke med min gode vilje, men jeg kan ikke sove, når det er lyst og så skulle jeg også tisse J Jeg fik mig lidt morgenmad og en kop kaffe og opdagede, at vejret faktisk var ret fint. Det havde hele tiden været planen, at jeg skulle på vandretur med Susanne og praktikanterne op til Cirkussøen, men da vi opdagede fredag, at de havde lovet vind med vindstyrke 13-15 m/sek. droppede vi det. Men nu viste det sig altså at være en stor fed løgn, så jeg tog kontakt til Susanne og spurgte om ikke vi skulle tage af sted alligevel.

1110-21110-3

Det ville hun meget gerne og vupti, så var aftalen om en vandretur på plads igen. Jeg nåede lige at sluge min morgenmad og hælde kaffen ned, få et bad og pakket mig ind, inden jeg blev hentet. Jacobine, Susannes tidligere kollega, tog også med sammen med sin hund, og så også Berit, Lene og Anders.

Hold nu op for en fed tur vi havde. Storslået natur, der igen tog pusten fra mig. Selvom jeg efterhånden har set bjergene og naturen et par gange, så bliver jeg lige overrasket hver gang. Jeg følte mig så lille og jeg kunne sidde og

kigge på det hele dagen. Vi kom højt op, men ikke noget der udfordrede min højdeskræk J Vi fandt et spot, hvor kune få os en kop kaffe eller the og nyde det hele for et øjeblik. Solen kiggede frem og det var helt fantastisk. Vi vandrede rundt i nogle timer, fik nogle fede billeder, kigget på sten og planter, inden vi gik nedad igen. Men som jeg har skrevet om tidligere, er det svært at forklare det jeg ser, og billederne blev gode, men det er jo slet ikke det samme. Da vi kom ned igen, inviterede Jacobine os ind på kaffe. Hun bor lige nede foran, hvor man går op mod Cirkussøen. Jeg var så træt, så da Lene, Berit og Anders var så søde at invitere mig med hjem til dem, måtte jeg desværre afvise. Jeg havde bare lyst til at komme hjem, hoppe i joggingbukserne og tykke strømper og hygge på sofaen resten af aftenen. Jeg bestilte Panang kylling fra Thaibiksen og blandede lidt slik J Det var dejligt.

 

I morgen starter hverdagen med undervisning i 8.B igen, og det bliver da også meget fedt at komme i gang igen. Jeg har fem undervisningsgange tilbage – i den originale plan var det egentlig kun tre, men de to emnedage vi skulle have haft på torsdag og fredag om ’min fremtid’ er desværre blevet aflyst. Jeg har brugt lidt tid på i dag, at få revideret lidt i min undervisningsplan, så den nu passer til den nye plan. Jeg skal i morgen undervise i dansk og engelsk. Jeg synes at vi skal starte lidt blidt ud her efter ferien så vi skal se film og snakke J

12 dage har jeg tilbage, og som jeg skrev om for et par indlæg tilbage, har jeg nogle ting jeg gerne vil nå at opleve inden jeg skal hjem. En   tur til Cirkussøen og en rundvisning af de forskellige pubber og barer kan nu krydses af på listen. Sener i dag skal jeg måske ned til den gamle havn og overværer en konkurrence i kajakvendinger.

God efterårssøndag.

//Grønland

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når tiden så småt løber ud.