En kamp om svamp og en kamp om det vi har i dag.

Onsdag d. 05-04-2017

Jeg er blevet husejer – eller nej okay, jeg har leget husejer de sidste to dage. Og det var helt okay – ja faktisk helt fantastisk. Vi gad slet ikke hjem, Wilma og jeg. Men det var nok for det bedste, og så hellere drømme os til, at vinde i lotto en dag, købe huset og have en fest med have. Wilma ville da være i himlen.

Jeg har altid elsket luft, at være udendørs og ikke mindst ro. For nogle år tilbage boede vi i et fire-værelsers rækkehus i en hippiedel af vores hjemby, det var så skønt. Men vi flyttede derfra for to år siden, og ikke med min gode vilje, men vi havde problemer med skimmelsvamp og boligselskabet, vi havde lejet igennem, var ikke just samarbejdsvillige. Det var så ærgerligt! Jeg elskede at have have. Hele foråret og sommeren var det første jeg gjorde når jeg vågnede om morgenen, at åbne døren i køkkenet ud til forhaven, og så bare få en masse luft, nyde duften af det kæmpe store hyldeblomsttræ vi havde stående lige ude foran. Det duftede så fantastisk. Da vi flyttede sagde jeg, at dét var én af de ting jeg ville komme til at savne – duften af hyldeblomsterne<3 Min forhave var mit sted. Jeg nussede omkring og plukkede blomster til krukker og vaser, og havde mine trone af en stol stående, som jeg slængede mig i, mens jeg læste bøger og blade og drak masser af iskaffe og kold saftevand. Jeg kunne holde øje med det hele ude fra min lille udkigspost – se på alle menneskerne der gik, cyklede eller løb forbi. Jeg kunne høre når andre var igang i deres haver, jeg kunne høre børn der legede og bilerne der skulle parkere.

Galgebakken, hed det. Vi boede på adressen; Galgebakken Sønder 7-12A, og den adresse var jeg sikker på jeg aldrig ville komme til at lære at huske udenad, men i dag er jeg sikker på den sidder fast for evigt. Huset var på lige knap 90 kvm, og vi havde alt for meget plads. Vi havde et badeværelse med 5 meter til loftet (uden pis), vi havde niveauforskelle, som sætte sit præg på stilen og stemningen. Der var enorme ovenlys, der både gav os lys og luft – derfra kunne vi se den smukke solnedgang fra første salen. Vi havde også et skur i forhaven, som vi en dag ville male, og fordi Pede nogle gange er så pisse stædig, så købte vi den maling, han mente, vi havde snakket om, men som jo så viste sig at blive lortebrun, når den blev malet på skuret. Ha ha ha. Vi malede færdigt, men Pede måtte ligge sig fladt ned og erkende, at farven vistnok var den forkerte 🙂 Så på halvandet døgn malede vi skur to gange. I skuret var der også små bikuber, som en flink mand kom og fjernede for os. Det var da lidt nostalgisk med en bikube – de er så pæne, men også ret farlige.

Men der var et par grunde til, at vi måtte forlade fortet – ja, det kaldte vi det. Pede var først og fremmest ikke helt klar til at slå sig ned så langt væk fra byen, arbejdet og vennerne. Han ville gerne have at der skete lidt, og det kunne jeg ikke fortænke ham i. Skimmelsvampen var også et af de helt store issues, der i sidste ende fik den afgørende betydning. Vi kæmpede en brag kamp med boligselskabet, som prøvede på at gøre det til vores skyld. For vi skulle huske at lufte ud og sætte møbler ind i det rum, hvor svampen var (yeah right – det ville de da helt sikkert også selv gøre – NOT). De fik en ordentlig skideballe af frk skrap, og så sagde vi farvel og tak. Da vi opsagde lejemålet, havde vi ikke andet på hånden, så det var med is i maven, at vi lagde vores opsigelse. Vi fik tilbudet om at flytte hjem til mine forældre, indtil vi fandt noget andet. Vi vidste egentlig godt, at vi med de krav, vi stillede, og med det budget, vi havde, ville få vores sag for. I stedet gik vi i banken og forhørte os om muligheden for køb af lejlighed.

Den lejlighed, vi har i dag, var resultatet af is i maven, en mindre kamp og dårlige nerver. Banken godkendte os til lån af enten ejer eller andel, og vi gik med andel. Lejligheden dukkede op på Facebook, og vi fik hurtigt booket en fremvisning. Et par dage før blev vi ringet op og fik fortalt, at interessen for lejligheden var så stor, at de havde valgt at ændre fremvisningen til et åbent hus. Hmmm, så vidste vi godt, hvad det betød – at vi ville få kamp til stregen. Vores bankrådgiver var på skiferie og havde ikke fået sendt vores lånegodkendelse til os endnu – så i bund og grund havde vi intet at fremvise til ejendomsmægleren. Vi fik set lejligheden og blev forelskede så snart vi kom ind i entreen. Der var det flotteste plankegulv – lige det Pede havde drømt om, og som han havde som krav til vores fremtidige hjem. På spisebordet lå der sedler, som seriøse interesserede kunne skrive sig på. Der var bare et men – man skulle have lånegodkendelsen i hånden, hvilket vi jo ikke havde.

For at gøre en lang historie mindre kort, så blev vi gjort opmærksomme på, at lejligheden var solgt dagen før vores bankrådgiver fik sendt os vores lånegodkendelse 🙁 SURT! Løbet var kørt, det var slut, drømmen var slukket og vi var skide ærgerlige. God en uges tid senere, da jeg netop havde fremvist vores rækkehus til de nye lejere, og lige inden jeg skulle ud af døren til en bioaftale, modtog jeg en mail fra Danbolig Husum. Var vi stadige interesserede i lejligheden på Ålekistevej 40, så måtte vi gerne kontakte dem, da den anden købers bank var sprunget fra. SPRUNGET FRA???>!!??!?!?!?!?? Pede var på arbejde og tog jo ikke sin telefon, når jeg ringede. Jeg fik hjertebanken og kunne slet ikke koncentrere mig. Pede skrev, jeg skrev, vi skrev frem og tilbage og blev enige om, at springe til og ringe til vores bank, som heldigvis havde længere åbent den dag, fordi det var torsdag. Banken sagde GO – og vi var pludselig meget tætte på at være andelshavere, som det så ‘fint’ hedder. Vi tog ind for at se lejligheden igen, denne gang alene og uden stress. Pludselig var der flere ting, vi ikke havde set første gang, og den daværende ejer fortalte os, at der var en anden der havde der før os, og som havde skrevet under. Vi var i chok. Kort tid efter siger hun så, at i sidste ende er det hende og hendes kæreste der bestemmer, hvem de vil sælge til, og de kunne rigtig godt lide os, så vi kunne være helt rolige. <3<3<3<3<3<3 Dagen efter ringede ejendomsmægleren og ønskede os tillykke – og selvom hun havde sagt som hun havde, så blev vi alligevel overraskede over opkaldet – nu var det pludselig en realitet. Det var vildt, det var surrealistisk og det var helt igennem fantastisk. Nu har vi boet der i to år, og er stadig helt vilde med vores lejlighed. Indlægget kunne være blevet meget længere, med historier om vores flytning, og om vores arbejde i lejligheden inden vi flyttede ind, men det gemmer jeg til en anden god gang.

Drømmen nu, især fordi Wilma er stødt til familien, er at få et sted nede på jorden og med en have. Vi har nu været i min søsters hus i to dage, og døren ud til haven har nærmest stået åben fra vi kom. Wilma render ind og ud, og elsker haven. Hun vimser bare rundt, leger med bolde, flasker, dufter til blomster og kigger på fugle. Jeg føler mig også mere fri og rolig, og så er det en rar fornemmelse at vide, at min familie og Pedes familie er inden for meget kort afstand <3

Men vi må have tålmodighed – alt godt kommer til den der venter! Hurra.

God gråvejrsonsdag, folkens.

//Grønland