Hvad lærer man af at forsømme sin blog – jo man får krampe i fingrene, fordi det næste blogindlæg så bliver alt for langt, fordi jeg har så meget at sige :-)

Fredag d. 27-11-2015

Hvor blev de sidste 25 dage så lige af?!! Jeg skrev mit sidste indlæg her på bloggen d. 2. november – jeg har altså forsømt bloggen og jeg skammer mig.

Jeg har haft tusind ting om ørerne og bla bla bla – dårlig undskyldning. Men nu tager jeg kampen op og kommer igang med skriveriet.

Mit sidste indlæg handlede om, om jeg overhovedet skulle fortsætte med at skrive på bloggen og det var der rigtig mange der synes, at jeg bestemt skulle. I min tid i Grønland var mange dages højdepunkt faktisk at skrive, og jeg er et af de mennesker på denne jord, som hurtigt kan glemme hvad jeg egentlig godt kan lide. Men jeg elsker at skrive og min mor synes jeg burde blive journalist 🙂

De sidste tre uger er gået med at få skrevet eksamensopgave, opstart af et læsemakkerforløb på Tagensbo skole på Nørrebro, ufatteligt meget arbejde, fødselsdage, hundepasning, fester, tømmermænd, hygge med nogle af mine bisser, banko og hygge i hytten. D. 9. november var dagen hvor jeg skulle aflevere min eksamensopgave på baggrund af min praktik. Selve skriveriet gik rigtig godt og jeg fik endda afleveret opgaven dagen før tidsfristen for afleveringen var – blæret!! På min uddannelse skal jeg på de fire år uddannelsen tager vælge tre valgmoduler – og i denne omgang blev det til et læsemakkerforløb. Læsemakkerforløbet handler om at være læsemakker for en elev der har svært ved læsning og skrivning. Jeg er blevet læsemakker for Chili der går i 2. klasse. Ihh hvor vi hygger os – hun er en værre lille spirrevip. Jeg er ikke indskolingslærer, og når jeg er sammen med Chili kan jeg godt lidt ærge mig over det – for sikke en masse kærlighed jeg får fra hende. Vi var på kram og snak om menneskepatter og kopatter(yver) den første gang vi mødte hinanden. Vi læser, vi tegner, vi skriver og vi spiller spil. Det foregår hver mandag og torsdag morgen – og selvom at jeg har fri om mandagen så står jeg da med glæde op, for at drage til Nørrebro for at læse med Chili.

Jeg har, mens jeg var i Grønland, jo ikke haft mulighed for at arbejde, så min konto trængte til at jeg fik fingeren ud og arbejdede en masse. Så sagt så gjort. Jeg har rundt regnet arbejdet 84 timer siden d. 4. november. Men jeg er jo så heldig at have et arbejde jeg elsker og et arbejde som jeg savnede rigtig meget mens jeg var væk, at det er en fornøjelse at være tilbage. Jeg skal også arbejde i aften – på søndag, tirsdag, onsdag, fredag og lørdag i næste uge – så jeg er ikke så bange for at min bankrådgiver pludselig hænger i røret med en skideballe 😉 Måske lyder 84 timer ikke af meget, men med eksamensopgave oveni og en eksamen som krævede en masse læsning og alt det andet udover, så synes jeg selv at jeg har haft en anelse travlt.

Men nu er eksamen overstået, det blev den i går og jeg var meget rolig op til dagen. Jeg kan rigtig godt lide min vejleder og mente, at nu hvor det er mig der har været i praktik og har erindringer i rygsækken, så kunne det da ikke gå helt galt. Da mit vækkeur ringede i går morges, så var min mave ikke helt med mig – jeg var skidehamrende nervøs. Nå, men afsted med mig og lige fire cigaretter og en stor balje kaffe, så var jeg klar til at slå mig løs i lokale A112 på Institut for skole og læring på Frederiksberg. kl. 11 og 25 minutter frem, så kævlede jeg mig frem til et 10-tal. What 10 – på en videregående uddannelse – jeg er møg stolt af mig selv og det må man fandme godt nogle gange være – så fuck jantelov!!! Jeg er så glad. Jeg fik lidt ord med på vejen: “vi tror du kunne have skrevet en bog, du virker så entusiastisk omkring dit arbejde. Vi kan mærke og fornemme at du har udviklet dig rigtig meget og at du vil fortsætte med det. Rigtig flot”. Jeg elsker at de kalder mig entusiastissk – for det er sådan jeg ser mig selv. Jeg hader at gå halvt ind i noget og jeg havde brug for at bevise overfor mig selv, og måske også overfor andre, at det der med at tage alene til Grønland og undervise elever der på mange måder var lidt umulige slet ikke kunne slå benene væk under mig. Jeg gjorde det og jeg gjorde det godt. Det fik jeg selv en fin udtalelse på af min praktiklærer, Louise. Jeg er selvstændig og kan godt lide at tingene sker, og helst i går.

Jeg var flyvende og fløj hjem på min meget gamle, slidte og holdt-sammen-med-ståltråd Raleigh cykel. Pede var klar med en krammer og synes jeg var sej. Vi sludrede lidt inden Pede skulle ud af døren på job. BT har vagter der hedder 15-24 og dem har Pede haft siden i mandags. Det resulterer så i, at Pede i dag har fri og det er dejligt for ham. Vi har ikke set meget til hinanden i denne her uge, og selvom Pede har fri i dag, så har vi forskellige døgnrytmer, så Pede sover stadig og jeg skal møde på job kl. 15. I morgen sover Pede formentlig længe igen, og så har jeg en aftale med en veninde om aftenen. Søndag tror jeg endelig vi, efter jeg har været på job, kan få lidt kvalitetstid sammen. Vi har aftalt at vi skal hygge os med god mad, og fordi jeg vandt en megastor kødpakke til julebanko på min mors arbejde i mandags, så kommer menuen til at bestå af culottesteg 🙂 Det er vi fan af herhjemme. “det er ikke den bedste udskæring, men det har en fantastisk smag” – siger Pede, og han har ret.

Tidligere skrev jeg at jeg esker mit arbejde, hvilket jeg også gør. Men lige i dag så passer det mig enormt sårligt at skulle på job – JEG GIDER IKKE! For det første så skal min nevø, Storm, synge til juletræstænding i Albertslund centeret og det gør ondt i mosterens hjerte ikke at kunne være tilskuer i første række, men min søde veninde, Sarah, der har været i Thailand siden maj, ommer hjem. Hun lander 16:45 i Kastrup lufthavn, og jeg ville elske at stå derude med armene strakt ud til hver side, klar til en mega krammer, sammen med alle de andre der med garanti dukker op. Øv det gad jeg herre gerne. Jeg har de sidste tre uger forsøgt at få byttet  min vagt, men alle har en helvedes masse undskyldninger 🙂 ha ha – nå ja, det er jo julefrokosttid… Jeg er ikke sur, men blot en mega stor anelse skuffet 🙂

Jeg elsker min familie – min meget store, pompøse, larmende, omsorgsfulde og sjove familie. Men når man er på SU, stadig ung og derfor fester ret ofte, så er det simpelthen ikke okay med alle de fødselsdage 😉 Jeg elsker at være sammen med min familie, men når jeg nu også har fået en kæreste, som også rummer fire niecer, en bror, en svigerinde og svigerforældre, så bliver det satme dyrt med alle de gaver. Med bare vores forældre, søskende, deres kærester og deres børn – så har vi 24 fødselsdage om året.

Mine forældre, mine tre søskende, deres mænd, koner og kærester og mine seks nevøer og niecer.

Pedes forældre, bror, svigerinde og deres fire piger. og så os selv selvfølgelig. Men så er der jo også alle fødselsdagene udover – alle de andre familiemedlemmer og vores venner. Puha – og vi har ingen børn. Vi burde få større gaver, ikk?! Eller hvad?

Nå – for søren. Det er det der sker når man forsømmer sin blog – de første blogindlæg bliver derfor alt for langt. Men jeg er back on track, og det føles fantastisk. Hav en overordentlig dejlig dag og weekend, og så skrives vi ved.

//Grønland