Jeg ligner min mor og min far, og jeg er en underlig snegl når jeg shopper. Men til gengæld er jeg propfyldt med tålmodighed :-)

Torsdag d. 10-12-2015

Nogle gange er det vel egentlig okay, at have en smule ondt af sig selv, eller hvad? Jeg kom selv til den erkendelse forleden i hvert fald. Lørdag kunne jeg fornemme, at sygdommen nok snart ville ramme min krop. Ikke fordi jeg havde lyst til at vente på den og byde den hjertelig velkommen, men sandheden er, at jeg to gange om året bliver ramt af forkølelse, og nu var tiden altså inde. Søndag vågnede jeg, og vidste godt, hvad klokken havde slået. Baaaah! Jeg hader sygdom, og hader egentlig nok mere mig selv, når jeg bliver ramt af den. Jeg er nemlig sådan et menneske som pænt mange gange i løbet af en dag, lige skal konstatere, at jeg er syg, hvordan syg jeg er, og at jeg er meget træt af det. Undskyld til alle der har været vidne til dette, og nok mest undskyld til Pede :-)Men Pede tog det igen pænt og synes bare det er synd for mig. Han opvarter mig og hygger om mig. Tirsdag besluttede jeg mig for, at sygdommen ikke skulle få mig ned med nakken, så jeg tog på arbejde. Lidt snottet er man vel altid – bildte jeg mig selv ind??!!?

Tirsdag, havde jeg aftalt med min mutter og min sissi at tage et smut til jul i Tivoli. Vi mødtes ved hovebanegården og gik sammen til tivoli. Min mor ved det ikke altid selv, men hun er et af de sjoveste mennesker i verden. Vi havde sølvkort og stod i køen for at komme direkte ind. Min mor og søster stod foran mig, og da min mor skal bippe sit kort for at komme ind, siger kontrolløren; ‘du skal lige sige dit postnummer ind i standeren her‘ (og peger på den maskine/stander hvor man skal bippe sit årskort. Min mor tøver på intet tidspunkt, bukker sig ned og begynder at tale til maskinen. in søster og jeg undrer os. Først da damen begynder at grine og siger; ‘det er utroligt, hvad man kan få folk til at gøre, tidligere fik jeg 21 mennesker til at gå baglæns ind’, går det op for min mor at damen bare tog røven på hende. 🙂 ha ha ha – min mor er så nem at narre. Mutter – du er så herlig, og det er lige gået op for mig, hvor jeg har min charmerende naivitet fra <3

Jeg ligner faktisk min mor på rigtig mange punkter. Min mor er en rigtig hønemor, man er aldrig i tvivl om, at hun er i nærheden, hun er højrøstet, varm, omsorgsfuld, givende, naiv, har et overordentligt stort temperament, en tålmodighed som ikke altid er god for nogen eller noget, men er det dejligste menneske. Jeg er stolt af at ligne min mor. Med alderen synes jeg også, at jeg er begyndt at ligne hende mere og mere af udseende og ikke kun af sind. Min storesøsters kæreste, Lars, har før i tiden kaldt min storesøster for Store-Jeanne, mig for mellem-Jeanne og min lillesøster for mini-Jeanne – no wonder. Jeg kan godt forstå, hvis nogle synes det kan være lidt overvældende, at være i samme rum som os alle fire på samme tid, men til gengæld kan man altid regne med os. Vi er altid klar på at hjælpe, kommer gerne med gode råd og så står vi altid klar med et kram.

Jeg ligner dog ikke kun min mor. Jeg har siden jeg var barn, hørt så meget om, hvor meget jeg ligner min far – og det gør jeg. Jeg blev som barn kaldt ‘Carl-Aage nummer 2’. Jeg er som snydt ud af næsen på ham, og ingen kan nogensinde være i tvivl om, at jeg er min fars datter. Det er bare anderledes, for jeg ligner ikke kun min far af udseende, men absolut også af sind. Godt nok kan jeg være højrøstet som min mor, være en bestemt kælling med holdninger og meninger, som ingen er tvivl om, men hold op jeg også er en sand kopi af min far af sind. Jeg er rolig som ham, eftertænksom, betænksom, genert og stille som ham. Men man skal ikke lade sig snyde af min fars stille ydre – for er der noget der ikke passer herren, så får man det skam også at vide. Hvis han er træt af at høre på min mor, så hører man helt sikkert sætningen: “hold nu kæft, Jeanne” 🙂 For lidt over to år siden havde mine forældre sølvbryllup og jeg skrev og holdt en tale. I den tale, stod der meget om alt det jeg lige har nævnt. Talen fandt jeg for kort tid siden frem fra gemmerne, og jeg både grinte og fældede en enkelt tåre – gode og kærlige minder.

Noget jeg tænker meget over for tiden, er at mange ting vi oplever, hurtigt ryger ind på en forglemmelseskonto. Det kan godt gøre mig trist og samtidig lidt stresset. Trist fordi jeg ofte kommer i tanker om ting jeg før havde glemt – oplevelser, små øjeblikke osv. Stresset fordi jeg, som jeg tidligere har skrevet om, er bange for tiden. Tiden går så stærkt, og nogle gange føler jeg ikke jeg kan følge med. Ja ja – og så siger de kloge at vi skal leve i nuet og fokusere på, hvad der sker omkring én i øjeblikket. Men facebook har fået den nye feature, hvor man bliver mindet om, hvad der er sket på den eksakte dato – året forinden, to og tre og fem-seks år siden. Det er jeg fan af. Jeg ved dog også godt, at der ikke er nogen grund til at banke mig selv oven i hovedet, for ikke at huske alle de ting jeg går og oplever, men jeg prøver at huske mig selv på, at huske tilbage på gode gamle minder – bare en gang imellem 🙂

I går skulle jeg hente Pede fra job og så skulle vi på julefrokostoutfit-shopping. Pede skal til den årlige julefrokost på BT i morgen, og herren (der har et skab fuld af skjorter) mente ikke, at han havde noget som helst at tage på. Så på shoppetur med os. Vi fik brugt knap fire timer, men kom tomhændede hjem. Manden må ud igen i dag – men denne gang uden mig. Jeg må klappe mig selv på skulderen for min tålmodighed, hvad shoppetur med Pede angår, og så siger jeg ikke mere. Jeg er ikke et shoppemenneske – jeg er den type der altid køber tøj uden at prøve det, prøver det derhjemme for derefter at bruge tid på at få det byttet igen 🙂 Jeg ved godt det er dumt, men det er nu det der, i min natur fungerer bedst for mig. Jeg kan blive helt ekset når en ansat i en tøjbutik kommer rendende ved prøverummet flere gange, og siger; ‘passer størrelsen’ eller ‘har du brug for hjælp derinde’. De gør det fordi det er deres job, men jeg kan godt lide bare at passe mig selv 🙂 Underlig at være sådan, når jeg selv har arbejdet i tøjbutik. Men shoppeturen endte uden det store drama og uden at vi kom hjem som fjender – det er sgu da meget godt klaret!!

Nu har det taget mig fire timer at skrive det her indlæg – og grunden: jeg har faktisk siddet undervejs i min undervisning og skrevet på indlægget 😛 Shhhhh!!

Prøv at lade være med at have en alt travl torsdag.

//Grønland