En retro p-skive rigere og en mave fyldt med culottesteg.

Lørdag d. 25-10-2015

Bum – og så var jeg tilbage i Danmark. Tænk, at man bare kan sætte sig ind i en enorm maskine, sætte lidt fut i den og så nogle timer senere stå i København og omfavne dem jeg holder af. Det er egentlig lidt syret, og lige netop det snakkede jeg med min sidemand om i flyet. Altså det der med, hvor fascinerende det er, at mennesket i tidernes morgen, har opfundet noget så stort.

Nå, men min morgen startede egentlig ligesom alle andre morgener. Jeg fik mig en kop kaffe, et stykke brød og stavrede ellers i bad. Jeg fik pakket de sidste ting og gjort mig klar til, at Jonas kom for at hente mig og køre mig til lufthavnen. Naboen så mig lige have et kort øjeblik udenfor, og hun kom ud i natkjole for at ønske mig en god tur hjem, takkede for min venlighed og takkede for at jeg altid hilste pænt, og hun sagde: “hvem skal jeg så snakke med”!! Hun gav mig en krammer, og vi sagde farvel. I samme øjeblik kom Jonas, vi fik pakket bilen, og jeg vinkede farvel til huset for en sidste gang. Vi ankom til lufthavnen, sådan cirka halvanden time før jeg skulle flyve. Det skal lige siges at Nuuk lufthavn, (både indcheckning, afgang og ankomsthallen tilsammen) nok er på størrelse med en busterminal i en mellemstor dansk provinsby. Det vil altså sige, at man ikke kan foretage sig skide meget, i den ventetid man nu har. Jonas inviterede mig derfor med over på hans arbejdsplads – Air Greenland. Det er der, hvor alle flyene bliver tjekket, synet, holdt ved lige og overnatter. Der var tre hangarer, indeholdende værksteder der havde forskellige ‘funktioner’, kontorer og plads til flyene. Det var altså ret sjovt at se. Alle var søde og imødekommende, kom for at hilse på og var nysgerrige efter, at høre hvem jeg var. Rundt på de forskellige værksteder fik jeg vist og fortalt, om de ting de sad og arbejdede med. Jeg fik set et fly, der skulle til syn, og derfor var igang med at blive skrællet indvendigt. Jeg så en helikopter, der var fuldstændig skrællet, men som var igang med at blive samlet igen. Den proces tager rundt regnet fire måneder, og de er typisk 12 mand om opgaven – det er altså ikke for sjov. Alle de mennesker jeg mødte, var alle de mennesker, der havde ansvar, for lige netop det fly jeg kort tid efter skulle stige ombord på, og som skulle fragte mig trygt videre. Jeg kom fint frem til Kangerlussuaq, så det må vel være et tegn på, at de er gode til deres arbejde.

Kangerlussuaq eller Sønder Strømfjord, om man vil, så helt anderledes ud, end da jeg så det sidst. Nu var der helt hvidt.

Vi blev en smule forsinkede fra Kangerlussuaq, men det skyldtes ekstra last af flyet. Men det var kun tyve min. Torsdag aften gjorde Jonas mig lidt nervøs. Han fortalte, at der ikke var en afgang med GL548 10:25 fredag. Jeg gik ind på cph.dk for at se ankomsterne i Kastrup lufthavn for fredag aften. Jeg kunne ikke nogle steder se en ankomst fra Kangerlussuaq på noget tidspunkt, og nu begyndte mit hjerte altså at banke lidt hurtigere. HVAD??? Ingen ankomster? Jeg var skrupforvirret og et kort øjeblik var jeg meget tæt på at blive en rigtig hystade 🙂 Men så opdagede jeg ‘fejlen’. Da jeg lavede søgningen på ankomster i København fredag, havde jeg bare sagt ‘i morgen’, men da jeg lavede den søgning, var klokken ca 21:15 grønlandsk tid og dermed 01:15 i dansk tid, så i morgen betød så pludselig i dag – lørdag. Hele hurtlen var egentlig bare, at uden lige at give sine passagerer besked så havde man lavet flyvetiden om til 11:25 i stedet. Jeg blev rolig igen, og kunne sove trygt og stadig være sikker på at komme hjem fredag. TYPISK mig at være så skide distræt…

Jeg fik desværre ikke en vinduessplads, hvilket altid, på alle mine rejser er min glæde. I stedet skulle jeg sidde på sæde 40H – nogenlunde bagerst i flyet – en Airbus330. Kæmpe maskine. Jeg fik en sidemand, hvis navn jeg egentlig aldrig fangede. En mand på nogen af halvtreds. Meget høj og vejede ikke under 120 kg. Flink og spørgende – meget spørgende. Vi fik en masse gode snakke, men jeg var træt, og ville bare gerne sidde i min egen verden. Jeg tog pænt og diskret mine øredutter med musik i ørerne og min bog frem. Alligevel tror jeg, at manden havde fået den idé, at det ikke var ensbetydende med, at vi da ikke kunne have en lille sludder i ny og næ. I hvert fald 4 gange måtte jeg hive dutterne ud, for at høre, hvad manden nu sagde. Han var da flink, men nogle gange er en flyvetur bare noget man gerne vil have fred 🙂

Jeg fik kriller i maven, da flyet endelig landede på dansk jord. Om det kunne gå hurtigt nok med at få min bagage og komme ud – NEJ!! Endelig åbnede dørene sig og jeg fik som det første øje på Pede – min skatter. Dernæst fik jeg øje på min ene sis, min mutter, min anden sis, Rosa og Viola, min Daddy og mine svigerforældre. Jeg fik et kort øjeblik en ordentlig klump i halsen og havde mest bare lyst til at give mig til at storvræle 🙂 Ikke fordi jeg var ked af det, men jeg var glad og lettet. Ej, hvor var det fantastisk at få et ordentlig kram af min kæreste, og bare det at se alle dem der stod der med flag, og kun ventede på mig <3 Mine forældre havde taget rødvin, blomster og chips med – så min hjemkomst blev fejret i, hvad der for mig var varmt(var lige kommet fra -12), 10 graders varme ude foran terminal 2. Det var fantastisk. Vi fik sludret lidt, givet ekstra krammere og jeg fortalte lidt.

Turen gik hjem og min og Pedes lejlighed. Øj den havde jeg savnet. Bare duften lige da jeg kom ind. Kender i ikke det, når man har været ude at rejse, så at komme hjem og åbne sin hoveddør og kunne dufte ens hjem?! Det er der altså noget trygt over.

Klokken 12:46 i dag, lørdag, vågnede vi. Ja, vi må have haft brug for det. Vi fik nosset os sammen og drog til fisketorvet. Mad var på det tidspunkt det allervigtigste ærinde for os – så da den elektriske p-skive var løbet tør for batteri, havde vi lyst til at græde. Nå, men jeg meldte mig frivilligt til at spurte en tur ind i fisketorvet for enten at finde batterier eller en gammeldags manuel dreje p-skive – sådan en har vi ellers været på udkig efter længe, for det ved man sgu da hvad er. Selvom jeg gennem de sidste 10 måneder har ledt efter den gammeldags skive, så var det selvfølgelig Bog&Idé, den eneste butik jeg ikke har ledt i, der havde den. En flot blå retro p-skive – i love it. Pede havde ikke lige husket at ringe for at fortælle mig, at han havde flyttet plads, så jeg farede rundt og ledte med telefonen hængende ved øret. Telefonen gik på telefonsvarer og først efter 5 min. fandt jeg ham.

Vi har spist culotte og set fjerner omkranset af kærlighed og stearinlys – livet er da dejligt<3

//Grønland