Hvad skete der lige? Dårlige undskyldninger og en ‘mindre’ krise!!

Fredag d. 18-11-2016

Dårlige undskyldninger er der nok af, men alligevel bliver de brugt hver dag og hele tiden. Jeg er et af de mennesker på denne jord, der hader dårlige undskyldninger, men må indrømme, at jeg også selv er god til at benytte mig af dem fra tid til anden. Ligeledes hader jeg tomme løfter, men er selv skyldig i at give dem. Ligesom da jeg for nogle måneder siden lovede, at bloggen ville komme op at køre igen. Det indlæg var fyldt med dårlige undskyldninger, og løfter som jeg alligevel ikke kunne holde. Hvorfor? Det kommer jeg til.

Jeg har fra nogen hørt, at andre synes det er latterligt at have en blog, fordi den kun handler om en selv. Altså mig bekendt er det en umulighed, at oprette en blog og skrive om en masse lort som der, hverken vedrører bloggeren selv, eller om noget som bloggeren slet ikke ved en disse om. Jeg ved en helt masse om mig selv. Jeg ved, hvad jeg oplever, jeg ved, hvad jeg føler, og jeg ved af alle allerbedst, hvad jeg har på sinde. I de første 11 mdr. bloggen var i live, var jeg utrolig glad for at skrive, og glad og stolt over alle de som faktisk havde lyst til at læse med.

Men i sommer skete der noget, som virkelig tog pippet fra mig, og som gjorde at min computer pludselig blev en genstand, som bare skulle holdes langt væk fra mig. Synet af den gjorde mig dårlig og sur. Meget mærkeligt synes jeg, med tanke på, hvor mange timer jeg har brugt i dens selskab, men der var altså en grund. De første seks måneder af 2016 var en hård nyser at komme igennem. Jeg brugte mere tid sammen med min computer, end jeg gjorde på mig selv, med mine nærmeste og med det jeg holder af. Mange timer med hårhiveri, tårer, sorte rander under øjenene og mange timer med grin, frustration og forløsning. Jeg havde drøntravlt på lærerseminariet. Jeg skulle afslutte to af mine tre hovedfag og nogle moduler. Da jeg endelig fik sommerferie d. 24. juni var jeg træt. Jeg var udkørt og fuldstændig drænet for energi og lyst til min uddannelse. Jeg sagde det ikke højt til at starte med, men med tiden  blev jeg mere og mere klar over, hvad der skete.

I en længere periode har jeg været i tvivl om, om den uddannelse jeg var igang med, overhovedet var den rette for mig. Nu kunne jeg ikke bare holde det for mig selv længere – andre kunne mærke det på mig, og jeg måtte ud med mine tanker. Men jeg flovede mig, og jeg følte det virkelig som en fiasko. Men det vigtigste er, at jeg var ærlig overfor mig selv, og turde at åbne op omkring det og tage en beslutning. Jeg skal ikke være folkeskolelærer!!!

Det føltes forkert helt ind i knoglerne. Jeg fik nærmest åndenød af tanken om min fremtid, og det ved jeg ikke er meningen. Så inden studiestart efter sommerferien, besluttede jeg mig i første omgang for, at tage orlov fra studiet, komme ovenpå igen, og mærke efter! Sådan rigtig mærke efter.

Og ligesom jeg troede jeg kendte mig selv bedst, viste det sig, at flere på mine vegne i længere tid, havde været klar over, hvad jeg burde lave de 40 år jeg kommer til at have på arbejdsmarkedet – pædagog. Jeg skal være pædagog, “selvfølgelig” skal jeg det. Jeg har arbejdet indenfor det pædagogiske felt i 8 år, deraf 6 år indenfor specialområdet, og det er jeg fandme god til. Det synes jeg selv, og det synes mine kollegaer også, og beboerne er egentlig også ret glade for mig. Så klart jeg skal være pædagog.

Jeg er optaget med studiestart til februar 🙂 Bum – et helt nyt kapitel starter, og jeg glæder mig. Nok mest til at være færdig. Nu bare lige tre år ‘forsinket’ i forhold til den oprindelige plan, men hvad pokker betyder det, når man kommer ud i den anden ende med den titel, man egentlig er skide stolt af. Oveni hvad gør det når man har så mange mennesker omkring en, som bakker op om min beslutning, og som støtter mig 100%?!!

Det her indlæg kunne ikke undgå at blive lidt længere, men det var nødvendigt. Og og og – jeg er back in the game, og det føles FULDSTÆNDIG FANTASTISK <3

//Grønland